Der findes et hav af regnskabsprogrammer, der gør regnskabsarbejdet nemmere for dig, når du driver virksomhed. I dag er du ikke nødt til at sidde og holde styr på bogføringen i et Excel-ark, som det var tilfældet før i tiden – og det kommer dig til gode, hvis du vælger det rigtige regnskabsprogram fra start.
Men hvilket program skal du så vælge? Programmerne ligner hinanden, men alligevel skiller de sig ud på forskellige parametre. Hvis du er i tvivl om, hvilket regnskabsprogram du skal vælge, følger her en oversigt over de mest populære på markedet. Du kan i øvrigt finde mange flere tips her.
Dinero
Dinero er et regnskabsprogram, som primært henvender sig til små og mellemstore virksomheder. Det er et af de nyeste regnskabsprogrammer på markedet, og det udmærker sig ved at være et brugervenligt system, som du kan komme i gang med forholdsvist hurtigt.
Det findes i flere forskellige versioner, så du selv kan vælge, hvilken der passer bedst til din virksomhed. Med den gratis udgave får du ikke alle funktionerne, men du får alligevel rigeligt med funktioner til at kunne holde styr på regnskabet i din virksomhed.
Samtidig har du adgang til chatsupport, som du kan kontakte stort set hele døgnet. Her kan du få kompetent hjælp, når der er noget, du er i tvivl om. Der findes også andre pakker – eksempelvis Dinero Premium og Dinero Total. Vælger du sidstnævnte, klarer Dinero bogføringen for dig.
Billy
Billy er et lidt ældre regnskabsprogram, som efterhånden har eksisteret i mange år. Det er et simpelt regnskabsprogram, som er nemt at bruge, og det har mange af de samme funktioner som Dinero. Interfacet er ikke helt så up to date, men det har alligevel alle de funktioner, du har behov for.
Du kan få gratis support, uanset om du vælger den gratis udgave eller premium-udgaven. Der er stort set ikke forskel på Dinero og Billy, hvad angår funktionalitet, så i mange tilfælde er der tale om en smagssag, afhængigt af om du foretrækker det ene eller det andet.
Meneto
Meneto er den nye dreng i klassen, og selvom der ikke er tale om et egentligt regnskabsprogram som de andre, havner systemet alligevel på listen. Det er et regnskabsprogram for dig, der ønsker at automatisere bogføringen i dén forstand, at du ikke selv vil udføre det.
I stedet overlader du arbejdet til Menetos team, som står for at bogføre dine bilag for dig. Du kan følge med i bogføringen, så du er sikker på, at alt er, som det skal være. Det fungerer nogenlunde på samme måde som Dinero Total, men Meneto er alligevel anderledes.
Meneto er regnskab for dummies, og du behøver hverken at have erfaring med eller lyst til at føre regnskab. Alt bliver klaret for dig, så længe du bare uploader dine bilag og husker at sende fakturaer ud til dine kunder, i takt med at du sælger.
e-conomic
e-conomic er endnu et produkt fra Visma, ligesom Dinero er det. Der er dog alligevel væsentlige forskelle, da e-conomic primært henvender sig til større virksomheder. Hvis du driver en forretning med mange ansatte og har en revisor til at stå for regnskabet, vil e-conomic være et smart valg.
Her får du alt, hvad du har brug for, men du får ikke nogen gratis udgave. I stedet betaler du et månedligt gebyr, og så får du adgang til alle de funktioner, du har brug for, når du driver virksomhed af en vis størrelse.